Generalforsamling den 10 december 2008
Aarhus Søhistoriske Selskab.
Supplerende mundtlig beretning 2007 – 2008.
Indledning:
Velkommen til Aarhus Søhistoriske Selskabs 10. ordinære generalforsamling.
Godt er det at se, at så mange slutter op om denne vigtige og festlige begivenhed.
Vi har nærmest sprængt rammerne arrangementet.
I bestyrelsen vælger vi at tro på, at det er den festlige anledning – Aarhus Søhistoriske Selskabs 10 års jubilæum, der er årsag til det rekordstore fremmøde.
Vi er dog ikke blinde for at Hans Koks berømte sildemad og den lige så berømte skipperlabskovs, som i dagens anledning er forfremmet til ”Flagskipperlabskovs”, også er med til at lokke folk af huse.
Medlemmer.
Bestyrelsens erfaring er, at nye medlemmer får vi hele tiden.
Karakteristisk er, at hver gang vi har et nyt arrangement, får vi nye medlemmer.
Vigtigt er det, at nye medlemmer ikke kommer for Aarhus Søhistoriske Selskabs skyld, men at nye medlemmer kommer til, fordi der foregår nogle ting, som er interessante for medlemmerne.
Nogle er interesserede i at komme på udflugt eller på studietur til nye lokaliteter.
Andre har lyst til at arbejde på bugserbåden Jakob.
En del har interesse for de ting der foregår på Aarhus Søfarts Museum.
Vi har set medlemmer, der hygger sig på færgepieren under Aarhus Festuge.
Godt Selskabeligt samværkan man give Aarhus Søhistoriske Selskabs samlede aktiviteter som overskrift.
Mund til øre metoden er det vistnok den form for markedsføring hedder.
Nogle afgår naturligvis også. Udmeldinger oplever vi sjældent. Vorherre høster lidt i medlemsskaren. Ellers er den almindelige årsag til at nogle forsvinder fra medlems- og postlisten at de flytter og glemmer at fortælle det, eller at man – tro det hvem der kan - glemmer at betale kontingent.
Det gir mig lige anledning til at opfordre Jer til at melde Jer til pengeinstitutternes betalingsservice. Det sparer både Jer og kassereren for en del besvær.
Medlemsaktiviteter:
Foreningsåret startede med et besøg hos Søværnets Operative Kommando.
En helt speciel verden åbenbarede der sig for deltagerne ude i Havreballeskoven.
Det blev en god og interessant oplevelse.
I år har Stiftelsen af Aarhus Søfarts Museum dog været ramme om de fleste aktiviteter.
Som I ved, har støtte til oprettelse af et søfartsmuseum været en del af Aarhus Søhistoriske Selskabs målsætning.
At det var os, som skulle tage initiativet var dog ikke lige meningen.
Det gik sådan til.
Selskabets arkiv var i årenes løb vokset til – ”Et museum” kan vi næsten sige.
Siden arkivet voksede ud af familiens Sørensens bryggers, har Århus Havn velvilligt stillet arkivplads til rådighed for os. De sidste år havde arkivet til huse i Pakhus 27.
Det seneste årstid har Århus Kommune flere gange sagt, at nu skulle de bruge pakhuset.
I år blev det alvor, og inden 1. maj måtte vi ud.
Da vi ikke har kunnet finde plads og støtte til Selskabslokaler til Aarhus Søhistoriske Selskab, besluttede bestyrelsen sig for ikke at bruge mere tid på det.
Vi tænkte, måske er det lettere at få støtte til et museum så!
Bortset fra penge, var det en rigtig tanke.
Initativet, d.v.s. Stiftelse af Aarhus Søfarts Museum, er blevet vel modtaget alle vegne.
Modtagelsen har været så god, at en bestyrelse er etableret og museet er en realitet.
Som tilfældet var med stiftelse af Fonden Jakob, støtter foreninger og erhvervsliv i og omkring Århus havn initiativet.
I bestyrelsen finder vi Aarhus Transport Group, Østjyske Speditører, Aarhus Transport Klub, Erhverv Århus, Århus Motorbådsklub, Mols-Linien og naturligvis Aarhus Søhistoriske Selskab.
For Aarhus Søhistoriske Selskabs medlemmer åbnede vi med en ”Stiftelsesudstilling” før museet i det hele taget var stiftet.
Det der var hensigten, var at vise Selskabets medlemmer, hvad arkivet indeholdt, og gi en fornemmelse af, om det var nok til at danne grundlag for et museum.
Sådan lidt i spøg, kan vi godt sige, at det var den ikke!! Altså god nok!! Fordi mange kom med flere ting til Museet!
Der sker det, at hver gang vi tror, at nu har vi ryddet op i arkivalierne, så kommer der nogen forbi af den slags, der åbner dørene med albuerne???
Det gør de, fordi de har favnen fuld af maritime effekter og arkivalier.
Det er gået så godt at skulle der gå en dags tid uden at vi modtager nye arkivalier, har én af vore daglige medarbejdere fået den vane at han sir: ”Nu går det da helt galt. Vi har ingenting fået i dag…. !!!”
Siden er udstillingerne blevet forbedret, og vi holdt en ”Generalprøve” på museets indvielse i september.
Så er det, at den opmærksomme læser – eller lytter – spør sig selv: ”Hvornår er der så officiel indvielse”?
Om det kan jeg sige, at det er der, når udstillingerne er blevet mere publikumsvenlige.
Det vil sige, at der er forklaringer til de udstillede effekter eller temaer – at der er områder, hvor man må pille ved de udstillede genstande, og at de ting man ikke må pille ved, de er beskyttet på én eller anden måde.
Museumskomitéen overvejer disse ting.
Vi satser på, at det kan ske til foråret. Maj måned vil være et godt tidspunkt.
Derefter skulle vi gerne kunne holde åbent mindst én gang om ugen. Gerne flere.
For Aarhus Søhistoriske Selskabs medlemmer gælder, at de har gratis adgang.
Den sidste lørdag hver måned er det planen at holde åbent hus.
Aarhus Søhistoriske Selskab kan naturligvis også efter aftale med museets daglige ledelse anvende museet til medlemsaktiviteter – film – møder – studiekredse – studier – modelbyggeri - o.s.v.
Bugserbåden Jakob.
Aarhus Søhistoriske Selskab har siden Jakob kom hjem til Arhus påtaget sig rollen som Jakobs Venner.
Jakob henvender sig især til personligheder med lyst til praktiske sysler.
Året igennem mødes en håndfuld medlemmer hver tirsdag og arbejder på at gøre Jakob sejlklar.
Det er en stor opgave.
Opgaven svarer til bestyrelsens opgave, d.v.s. at finde penge til det. Mange penge.
Bortset fra Jakobs besætningsmedlemmer, har mange flere hjulpet med til at sejle havnerundfart i Århus Festuge til fordel for bugserbåden Jakobs renovering.
På Fonden Jakobs vegne skal jeg hilse og sige tak til alle, der gir – og har givet et nap med – et børstenap kan man godt kalde det.
Ligesom Århus Kommunes overtagelse af De Bynære Havnearealer kom til at gi startskuddet til Aarhus Søfarts Museum – må vi være forberedt på, at denne overtagelse også medfører ændrede vilkår for Jakobs liggeplads og besætningens arbejdsvilkår.
Logbogen:
Aarhus Søhistoriske Selskabs medlemsblad Logbogen er ubetinget Selskabets Flagskib.
Her ligger nøglen til medlemspleje – medlemstilbud – nye historier o.m.a.
Det er kun et spørgsmål om at have antennerne ud.
Som f.eks. forleden dag, hvor Århus Havns Pensionistforening havde julefrokost.
Da fortalte et par af de gamle gutter om eksplosionen den 4. juli 1944.
Pe’ersen fortalte, at eksplosionen var så kraftig, at et skib lev løftet op på land og anbragt på tværs oven i Mammen & Dreschers pakhus.
Han kunne også fortælle, at tidligere havnefoged Sv. Nielsen som dreng havde været der. Han så, at eksplosionen var så kraftig, at alt vandet blev presset væk, og man kunne se ”havnebunden”.
Nellemann havde været ude på badeanstalten, Den Permanente. På vejen hjem på cykel kørte han forbi to døde tyske officerer, der lå ved Den Katolske Kirke. De var tilfældigt blevet ramt af to granater, der var sendt til vejrs af eksplosionen.
Mange af disse ting står måske i aviserne fra dengang. Men historien viser igen igen igen, er, at vi – I - skal skrive Jeres historie – eller glimt af historien - ned, mens i har den i erindring.
”Det der er hverdag i dag. Det er en god historie i morgen”.
Og redaktørerne vil glæde sig til at høre fra Jer.
Povlsen kom forleden med en beretning om småskibsfarten til og fra Gråsten og Egernsund for 50 år siden, skrevet af Jørgen B.Esmann, ex Gotfred Jensen Århus.
Under Georg Stage Foreningens julefrokost – også i år, fortalte en af de Gamle Georg Stage Drenge, at hans datter under arbejde med at renovere en by-ejendom i Odense, havde fundet en håndskrevet beretning af H. Jensen, Odense, skrevet før 1900.
Det er beretningen om Træfningen ved Rügen den 17. marts 1864.
Den får redaktionen også.
Efter billedet af ”Marta” på bagsiden af Logbogen i november har jeg modtaget en artikel fra KREJL af Bent Mikkelsen om et 124 år gammelt skib, som bl.a. sejlede under tysk flag under navnet ”Marta”.
Jeg er sikker på, at Tikjøb og Niels Erik gerne modtager også din historie.
Skriv den, mens du kan huske den.
Bagefter er det for sent…
www.aarhussoehistoriske.dk
Logbogen kommer på gaden hvert kvartal.
Hver dag eller rettere sagt døgnet rundt er Aarhus Søhistoriske Selskab på gaden via
www.aarhussoehistoriske.dk
Prøv den. Læs den. Brug den.
Logbogen er som sagt på gaden hvert kvartal. Er der informationer, som ikke kan vente på en ny Logbogen, er Internettet en mulighed.
Det kræver naturligvis, at alle medlemmer har adgang til Internettet og har lyst til at bruge det.
Internettet styres af Jørgen Bargisen.
Har han din e-mailadresse kan han forholdsvis let sende en mail om Selskabets initiativer.
F.eks. at på lørdag er der åbent hus på Jakob, hvis man skulle ha glemt, at nu er der gået en måned igen.
Komitéer.
Om lidt kommer vi til valg af komitéer.
Jeg skal anbefale, at vi anvender hjemmesiden til at administrere også del af aktiviteterne.
Webmaster Jørgen Bargisen har ofte sagt, at han gerne vil ha mere dynamik på hjemmesiden. Jørgen kan helt sikkert lave en eller flere rubrikker hvor man kan oplyse hvordan ens søhistoriske profil ser ud, eller hvordan man kunne tænke sig at dyrke sit særlige talent og interesseområde.
Har bestyrelsen brug for kustoder, billetsælgere eller helt andre opgaver, kan man så gå ind på hjemmesiden og finde de personligheder, der matcher de opgaver der mangler en hånd eller et hoved.
Kontingent:
Jeg vil gerne slutte den supplerende mundtlige søforklaring med et par bemærkninger om kontingentet. Vi skrev i Logbogen, at bestyrelsen anbefalede en forhøjelse af kontingentet fra 175,- /700,- til 200,- / 800,- kr.
Jeg har fået en opringning fra Jørgen fra Silkeborg. Han bad mig klappe hesten, inden vi satte kontingentet op. Er man folkepensionist, sagde han, skal man passe godt på udgifterne. Jeg skal nok støtte Jer, men tænk lige på hvad jeg siger.
Læser man Søforklaringen i Logbogen, kan man godt få det indtryk, at kontingentet stiger fra 100,- - 200,-.
Stigningen er fra 175,- til 200,-.
Den var i sin tid motiveret med behovet for husleje til Selskabslokaler.
ASS støtte til Aarhus Søfarts Museum betyder, at vi så at sige slår to fluer med eet smæk. Selskabsloaler og et museum.
Som tidligere nævnt harASS medlememr gratis adgang og Selskabet kan finde husly til diverse Selskabsaktiviteter.
Vedtager generalforsamlingen en kontingentforhøjelse på 25 kr er det planen at blive stående på det niveau et indtil videre.
Afslutning:
Det var så det bestyrelsen havde valgt et supplere Søforklaringen med i år.
Er der spørgsmål til bestyrelsen er vi til rådighed for en uddybning af Aarhus Søhistoriske Selskabs aktiviteter i 2007 – 2008.
Før jeg tier helt stille vil jeg gerne sige tak til Århus Havn for hjælp og husly igen i år.
Tak også til bestyrelsen for godt og konstruktivt samarbejde.
Venlig hilsen
På bestyrelsens vegne
Karl Nøhr Sørensen.